Pages

Showing posts with label mælkemaling. Show all posts
Showing posts with label mælkemaling. Show all posts

Friday, January 25, 2019

Skobænk og knagerække

Lidt før jul besluttede vi at flytte lidt rundt i fores forgang. Det betød at vi skulle bruge en ny knagerække og en ny bænk med opbevaringsplads til kurve med halstørklæder, vanter og huer.


Lyset i vores forgang er ikke det bedste.
Bænken er en rimeligt simpel konstruktion. Det hele er samlet med en kombination af træsamlinger og søm. Bunden er monteret i grater i siderne. Sædet ligger oven på to lister, som er sinket ned i siderne. Bagbeklædningen er fer- og not-brædder med en lille halvstaf høvlet langs med feren. Bagbeklædninger ligger i en fals i siderne, så den ikke kan ses fra ydersiden.

Knagerækken er blot en lang liste med en kvartstaf høvlet for oven og for neden. Knagerne har jeg snittet og monteret med runde tappe. Det kunne ikke være mere simpelt.

Selve bænken er som sådan ikke noget specielt enestående. Der var dog et par ting som jeg eksperimenterede med undervejs i projektet.

Fra oven. Sinker og søm. Forrammen på forsiden giver masser af stabilitet. Det samme gør bagbeklædningen, som kommer til at ligge i falsen på bagsiden.

Bagsiden af kassen. Bunden er limet i en grat i siderne og sømmet gennem siden. Læg mærke til at jeg kun har høvlet enderne af bunden i tykkelse. Der er ingen grund til at bruge kræfter på at høvle hele bunden lige tynd.

Varm benlim
Siderne limede jeg sammen af tre brædder for at få dem bredde nok. Det plejer jeg at være en lidt bøvlet proces, fordi det kan være svært af tvinge brædderne sammen under limningen. Denne gang gjorde jeg dog et forsøg med at bruge varm benlim.

Benlimen gjorde arbejdet meget nemmere. Det skyldes at den varme lim binder meget hurtigere. Kort fortalt smører man rigeligt lim på de kanter, som skal limes sammen. Derefter gnubber man kanterne mod hinanden. Det klemmer overskydende lim ud af samlingen og "suger" kanterne sammen. Samtidig afkøles den varme lim og begynder at binde. Når det sker stiller man de sammenlimede brædder til side (uden tvinger), så de kan tørre.

Limen binder som sagt hurtigt. Samlingen er temmelig stærk allerede få minutter efter at limen er kølet af. Så jeg kunne rette mine sider af cirka en time efter at jeg havde limet dem. Jeg var også glad for ikke at skulle fumle rundt med tvinger, for at holde alting på plads. Alt i alt en mere simpel proces. Det krævede kun nøjagtig afretning af kanterne og så lidt fokuseret, hurtigt arbejde i forbindelse med limningen. Egentlig nemt nok.

Årets bedste loppefund - en gammel engelsk lilpotte med spritlampe. En moderne chokoladesmelter er mere brandsikker i et værksted fuldt af spåner, men jeg kunne ikke lade være med at prøve den af. 
 
Varm benlim er nok ikke så kompliceret, som jeg har troet, men jeg er dog ingen ekspert. Så jeg skal spare dig for alt for meget snak om det emne. Måske kommer det senere, når jeg har prøvet ar arbejde mere med det - for det kommer jeg helt sikkert til.

Fer og not
Fer- og not-brædder er også nyt for mig. Ikke fordi jeg ikke har kendt til dem - Jeg har bare aldrig prøvet at lave dem selv. Denne gang gjorde jeg dog forsøget.

I sommer fandt jeg en gammel ferhøvl på et loppemarked, som var i god stand. Til min stor glæde viste det sig at jernet i den gamle ferhøvl, passede perfekt til jernet i min nothøvl. Så i stedet for at lede videre efter en passende nothøvl, kunne jeg nøjes med at slibe jernet i ferhøvlen og komme i gang.

Selve arbejdet med at høvle samlingen og den lille halvstaf på brædderne er næsten for simpel til at bruge spalteplads på, så det vil jeg undlade.

Ikke det mest flatterende billede af et par stafbrædder, men her kan man se hvad der foregår.
Halvstaffen skaber et lille mellemrum mellem kanterne og gør overgangen mellem brædderne pænere - og efter min mening endnu pænere når træets årer skjules under et par lag maling.

Jeg vil dog gerne benytte lejligheden til at bemærke, at bagbeklædningen ikke er den del af projektet, som jeg har brugt flest kræfter på.

Indersiden af bagbeklædningen kan selvfølgelig være flad, så den ligger tæt ind mod bagsiden af møblet. Derfor er det her du skal bruge dine kræfter. Bagsiden kan du nøjes med at skrubhøvle til en rimeligt ensartet tykkelse, brug ikke kræfterne på at gøre det særligt pænt her. Kanterne skal være lige og nogenlunde i vinkel, men det er ikke mere vigtigt end som så. Der kommer alligevel til at være lidt luft mellem brædderne. Kanten er ikke engang afgørende for at du kan høvle fer og not rigtigt. Det er den pæne inderside, som er vigtig der. Det er ikke engang nødvendigt at kanterne på brædderne er helt parallelle. Hvis de bare er rimeligt tæt på, vil det se helt fint ud i det færdige møbel.

Konklusionen er at bagbeklædning ikke er en kæmpe opgave med håndværktøj. Især hvis du har en god forsyning af tynde og brede brædder.

Pænere behøver det ikke at være. Kun væggen for lov at se denne side af bænken.

Det fulde billede
Du skal selvfølgelig have lov til at se et par billeder af bænken og knagerækken på lidt tættere hold. Dem får du her.

Her er bænken efter det første lag maling på ydersiden. Det viser profilerne lidt tydeligere.

Knagerne - Denne form ses i forskellige variationer i mange gamle klædeskabe.


Knagerækken er ca. ti cm bred. Jeg har høvlet en kvartstaf profil for oven og for neden.


Thursday, January 25, 2018

Limfarve – Nem maling af sur mælk

De fleste af de ting jeg laver i værkstedet, maler jeg. Det gælder både skåle, skeer, møbler og andet. Det gør jeg fordi mange ting i hjemmet traditionelt har været malede, men selvfølgelig også fordi jeg synes at det gør noget godt for det færdige produkt. Maling fjernet fokus fra materialet og fremhæver formen. Det skaber en anden ro og balance i udtrykket and bart træ.

En lille bolle (drikkeskål) malet med mælkemaling.
Da jeg begyndte at mane mine ting var jeg meget fokuseret på at bruge linoliemaling. Det gør jeg dog kun sjældent i dag. Linoliemaling er fantastisk holdbart, men det kræver en vis erfaring at arbejde med det. Man skal vide noget om maling og pigmenter og hvordan de to ting arbejder sammen. Desuden kræver linoliemaling lidt mere tålmodighed, fordi tørretiden er relativt lang.
Jeg er nok lidt for utålmodig til helt at kaste mig ud i linoliemalingen. Til gengæld har jeg kastet min kærlig hed på limfarve – eller det som nogen kalder for mælkemaling. Et udtryk, som nok er en fordanskning af det engelske ”milk paint”.
Limfarve findes i mange varianter, med forskellige bindemidler bla. benlim. Selv bruger jeg mælkeprotien, som findes i proteinholdige surmælksprodukter som kærnemælk, skyr eller lignende – Du skal bruge noget med meget protein og så lidt fedt som muligt. Malingen tørrer hurtigt og er nem og billig at lave selv. En liter koster vel omring 30kr.
 
Min opskrift
2dl uhomogeniseret kærnemælk eller 2 dl skyr fortyndet til tykmælkskonsistens.
1 tsk hjortetaksalt
De to ingredienser blandes i et stort syltetøjsglas. Det skal være stort fordi mælkeproduktet skummer voldsomt op, når det blandes med hjortetaksalt. Der skal være plads til at det kan fordobles i størrelsen. Der frigives lidt ammoniak fra mælken, så det lugter en smule. Det går dog rimeligt hurtigt over og den tørre maling er under alle omstændigheder helt lugtfri.
Blandingen skal hvile i et par timer indtil skummet lægger sig lidt. Når det sker er det tid til at blande pigment i malingen.

Morgenmad eller bindemiddel?
Hvor meget pigment du bruger afhænger af det enkelte pigment. Jeg bruger ofte en teskefuld eller to. Der skal ikke for meget i, da det give en maling som har tendens til at smitte af.
Jeg blander typisk pigmentet med mælkeblandingen i en lille morter. Først tilsætter jeg kun en lille smule mælkeblanding og sørger for at arbejde det godt ind i pigmentet. Blandingen arbejdes godt igennem med pistlen til den er jævn og uden klumper. Derefter tilsætter jeg mælkeblanding, til malingen får den ønskede konsistens. Konsistensen skal være i omegnen af fløde eller tykmælk. Ikke for tynd ikke for tyk.
Malingen kan overmales efter en times tid. Hvis jeg maler fx en skål giver jeg den ofte to lag maling i løbet af en aften. Derefter lader jeg den tørre og giver den en gang linolie dagen efter, når malingen er tørret helt igennem. Det giver en slidstærk og halvblank overflade.
Hvis man ønsker en blank overflade kan den tørrede maling poleres lidt med en klump sammenkrøllet papir (Brune papirsposer er gode) eller pensles med shellak. Der er mange muligheder, som jeg ikke vil gå i detaljer med her.
Der er desuden masser af information om limfarve lige her på internettet. Endda på dansk.
Derfor vil jeg anbefale at du tager et kig på Center for Bygningsbevarings hjemmeside som har mange gode artikler om både limfarve, linoliemaling og pigmenter.