Pages

Sunday, February 16, 2020

En stol

I de sidste par måneder har jeg gået hjemme på barsel med min søn som nu er otte måneder gammel. Udover bleskift skemad og babysnak, har der også været en del tid til at arbejde med forskellige ting i værksteder.

Et af de projekter, en stol, vil jeg skrive lidt om her.

Sortmalet og trebenet

Jeg har haft lyst til at lave en stol i mange år efterhånden. Egentlig er det noget jeg har spekuleret på fra tid til anden siden jeg først gik i gang med at arbejde med træ for mere end ti år siden. Flere ting har pustet til denne gamle flamme i de senere år, bla. The Anarchists Design Book. Så jeg synes, at nu var det tid til at gøre noget ved det.

Stolen er i sig selv et rimeligt simpelt møbel. Et bræt danner sædet, ben og ryglæn er fastgjort med tapper gennem sædet. Rygstøtten er blot sømmet fast. Stolen har desuden kun tre ben. Den skal nemlig stå i værkstedet, hvor en firbenet stol vil have svært ved at finde ordentligt fodfæste på det ujævne betongulv.

Ryglænet er sømmet fast og sømmene vegnet på bagsiden. Det vil sige at sømmet bøjes på bagsiden
og bankes tilbage ned i træet.
Benene er som sagt tappet gennem sædet. For at gøre samlingen stærkere end en almindelig cylindrisk tap, har jeg lavet en rival. Det er en slags zieklinge, som skraber den ene side at taphullet bredere, så hulle bliver lidt kegleformet. Tappen skæres så tilsvarende kileformet med en særlig høvl (en klods med et kegleformet hul hvori der er monteret et høvljern). Du kan læse mere om hvordan man laver en rival her.

De koniske tappe giver en stærkere samling mellem sædet og benene, fordi den "kileformede" samling presses sammen når man sidder på stolen. Desuden tror jeg også at styrker overgangen mellem benet og benets tap.

Ryglænets tapper under sædet.

Ryglænets tappe er almindelige runde tappe. Disse er monteret med dyvler som er boret for træk under sædet. Det trækker tappenes bryst ned mod sædet, så det sidder grundigt fast.

Det hele er malet med sort limfarve.

Nu har jeg så en stol i værkstedet og jeg nyder at have ryglæn når jeg sidder ved huggeblokken og snitter.


No comments:

Post a Comment