Høvle til bredde og tykkelse

Du har du skabt to lige og rette flader på dit bræt. En flade og en kant. Det var den svære del - Nu kommer du til rugbrødsarbejdet.

Her skal du udover dine høvle bruge to stregmål. Et med en lang bjælke og et almindeligt lille stregmål. Jeg vil anbefale at du bruger stregmål, som ridser en linje i brættet med en lille spids. Det kan nemlig hjælpe dig med lettere at se hvornår du rammer den rigtige tykkelse og bredde på brættet.

Stregmål til markering af bredde på brede emner.

Du skal bruge din slethøvl og din rubank. hvis du skal fjerne mere end en centimeters materiale fra kanten vil jeg anbefale at du har en hav eller evt. en økse ved hånden, så du ikke behøver at høvle helt så meget. Start med at få bredden på plads og vent med tykkelsen til sidst.

Start med at besluttet hvor bredt dit bræt skal være. Hvis brættet ikke skal passe ind i ét eller andet, indstiller jeg bare stregmålet efter det sted hvor brættet er smallest. Så får jeg det bredest mulige bræt.

Træk derefter stregmålets land langs den afrettede kant, så spidsen ridser en linje langs med den kant du endnu ikke har høvlet. Gør det på begge sider af brættet. Nu har du en lille rille på hver side af brættet, som er parallel med den afrettede kant.

Linje ridset langs den uhøvlede kant.

Alt det træ der ligger uden for rillen skal du høvle væk. Som regel er der mere træ i den ene ende af kanten end i den anden. Start med at tage korte spåner der hvor der skal fjernes mest træ og gør gradvist spånerne længere. På den måde undgår du at høvle forbi rillen i den ene ende før du når din rille i den anden.

Når du har nået ned til rillen er brættets sider parallelle og brættet er høvlet i bredde.

Når du er tæt på den tykkelse du har streget op, vil den smule træfibre som ligger over sporet fra stregmålet slippe kanten og blive løst. Når det sker har du nået den endelige bredde - eller tykkelse.

Når du skal høvle til tykkelse er processen stort set den samme. Marker tykkelsen med stregmålet hele vejen rundt om brættet og høvl ned til linjen.

Vær dog opmærksom på ikke at komme til at skabe en bule midt på brættet undervejs. Tjek derfor med en retstok eller kanten af din høvl en gang imellem, for at se om brættet er fladt. Det behøver ikke at være lige så fladt som den første side du høvlede, men det skal dog være rimeligt fladt.

Når du høvler til tykkelse på brede emner kan det være en fordel at høvle på tværs af brættet. Det giver dig en lidt bedre arbejdsstilling. Desuden er træet lidt svagere når du høvler på tværs af fibrene. Så arbejdet bliver noget lettere og du kan arbejde lidt hurtigere. På smalle emner synes jeg dog ikke at det giver nogen nævneværdig fordel at høvle på tværs.

At der kommer en lille hulhed på fladen er ok. Det vil ikke give dig problemer hvis du skal lave samlinger på den side af brættet. Hvis denne side af brættet ender et sted i møblet, hvor den ikke kan ses, behøver du bare at høvle den ned med slethøvlen eller en skrubhøvl og efterlad fladen med værktøjssporene. Det vigtigste er at du hurtigt når den rigtige tykkelse, så du kan komme videre med projektet. Spild ikke dine kræfter på at høvle siden glat eller fin, hvis den alligevel aldrig vil blive set.

Tillykke! Nu har du et bræt, som er klar til at bygge et møbel af.

Pænt nok til bagsiden - Sporene er i øvrigt næsten usynlige når lyset falder direkte på fladen uden slagskygger som her på billedet.

Afretning af kanter

Når du har rettet den ene side af brættet af, er det tid til at høvle en af kanterne i vinkel i forhold til den side, som du lige har høvlet flad. Når det er gjort har du skabt de to referenceflader som du skal bruge til al den opmærkning, du skal lave senere. Ved kun at bruge disse to flader sikrer du den størst mulige grad af præcision i dit arbejde.

Når du skal høvle en kant i vinkel skal du igen bruge slethøvlen og rubanken.

The usual suspects

Start med at høvle kanten fri for savspor med slethøvlen. Brug slethøven fordi den er klarer arbejdet hurtigere end rubanken, som tager en relativt tynd spån.

Derefter skal du have gang i rubanken igen. Jeg foretrækker at rette kanter af med en rubank hvor jernet er slebet helt lige. Du kan også bruge et jern som er slebet i en svag bue. Begge dele fungerer fint. Om du vælger det ene eller det andet er en smagssag.

Jeg starter med at høvle midten af kanten lavere end enderne. Jeg starter med at tage en kort spån midt på kanten. Tag derefter længere og længere spåner hen over midten så du udhuler en lille smule kanten over hele længden. Det er dog vigtigt at du ikke høvler de to ender. fortsæt med at udhule kanten indtil rubanken ikke længere kan tage en spån fra midten af kanten.

Her har jeg tegnet et lille mærke i hver ende af kanten. Høvl kanten ned imellem mærkerne, uden at fjerne mærkerne.

Her kan du se sporet hvor spånen ender, når jeg høvler midten af kanten ned.

Når du når det punkt er det tid til at høvle hele vejen på langs. Placer rubanken så brættet er placeret midt på jernet. Brug den ene hånds fingre som et land der sikrer at høvlen ikke glider sidlæns af brættet. Nu skal du høvle på langs af brættet. blive ved med at høvle spåner af kanten indtil du tager en spån, som er lige så lang og lige så bred som kanten af brættet. Når det sker skal du stoppe med at høvle. Den lange spån viser dig at kanten af brættet nu er helt lige - I hvert fald hvis sålen på din rubank er lige.

En spån af samme længde og bredde som kanten af brættet - Den såkaldte "mesterspån". Der er dog intet mesterligt ved den. Den viser bare at din kant er helt lige.

Nu er kanten lige. Den er dog ikke nødvendigvis i vinkel i forhold til fladen. Derfor er det tid til af få vinklen på banen. Læg vinklen an mod den afrettede flade på brættet, så vinklens blad rækker ind over den kant du lige har høvlet. Træk vinklen langs med kanten og se efter lys mellem vinklen og kanten. Oftest vil vinklen vise en lille kile af lys under bladet. Der hvor du kan se lys, er kanten lav. Der hvor der ikke slipper lys igennem, er kanten høj. Efter at have høvlet kanten lige skulle kanten gerne have den samme hældning i hele kantens længde.

En lille smule lys under vinklens blad på højre side af kanten, viser at du endnu ikke er helt i vinkel. Da du har høvlet kanten helt lige, er fejlen dog ensartet hele vejen på langs af kanten. Så nu skal du bare høvle den side lidt ned.

Nu skal du høvle kanten i vinkel. Det er i den forbindelse vigtigt at du høvler spåner af i hele brættets længde. På den måde sikrer du at kanten bliver ved med at være lige. Jeg gør det at jeg placerer kanten af høvlen over den lave side af kanten. Så jernet ikke kan nå den lave side. Så høvler jeg på langs af brættet - hele vejen. Flyt høvlen lidt længere ind på brættet og tag en spån mere. Tjek ofte med vinklen og gentag processen indtil kanten er i vinkel i forhold til den afrettede flade. Når du har lært din rubank at kende kan du ofte gætte dig til hvor mange spåner der cirka skal til at få kanten i vinkel. Når kanten er i vinkel plejer jeg at høvle én gang på langs med høvlens jern placeret centralt p kanten. Det fjerner evt. mærker fra hjørnet af høvljernet.

Jeg vil også opfordre dig til at prøve at gætte på hvor mange spåner der skal tages for at få kanten i vinkel. Det skærper din opmærksomhede på processen og du får en bedre fornemmelse for hvordan din høvl fungerer - og så får du et godt skud dopamin fra din hjerne når du gætter rigtigt.

Rubanken står på kanten, så jernets højre hjørne når omtrent halvvejs ind på brættets kant. Træet høvlens side og mund er placeret over den lave side af kanten. Derfor skærer høvlen kun på brættets venstre kant - altså den side som skal høvles ned for at få kanten i vinkel. 

Nu har du et bræt med én helt flad side og en kant, som er i vinkel. Marker den kant du lige har høvlet, så du ikke glemmer hvor den er.
Disse to afrette kanter er alt hvad du skal bruge for at kunne strege samlinger op. De andre to flader behøver ikke at være helt så præcist afrettede. Så næste skridt i processen er knapt så kompliceret.

Vinklen viser at kanten er i vinkel - Du er nu i mål!

Sæt et mærke på den afrettede kant, så du har styr hvor den er.

Afretning af flader

Den ting som jeg har kæmpet mest med at lære er nok at dimensionere træ med håndværktøj. Med maskiner er det nemt. Over afretteren, gennem tykkelseshøvlen, færdig arbejde.

Med håndværktøj er det en anden sag. Her kræver arbejdet mere opmærksomhed og ikke mindst flere kræfter. Heldigvis har høvle nogle indbyggede "hjælpemidler", som du kan bruge til din fordel.

Jeg vil prøve at beskrive hvordan jeg høvler mine emner i bredde og tykkelse. Det er én metode blandt mange, men det er det der virker for mig lige for tiden.

Beskrivelsen kommer til at strække sig over et par artikler. Det bliver for omfattende at skrive det hele i ét indlæg.

Processen er delt op i følgende punkter:

1. Rette falden af (Høvle fladt)
2. Rette kanten af (Høvle en kant i vinkel i forhold til fladen)
3. Høvle i bredde
4. Høvle til tykkelse
5. (Endetræ)

Vi starter fra toppen.

Rette fladen af
Den første opgave er at rette den ene side af dit bræt af. Det betyder at du skal høvle det fladt. Fladt betyder at der ikke er nogen buler og at brættet er lige. Fladt er vigtigt fordi det er en forudsætning for at du kan lave ordentlige samlinger, som kan holde dit møbel sammen.

Start med træets marvside vendt opad. Brættet buer undertørringen. Jeg starter altid med at høvle toppen af buen.

Jeg starter med at lægge det bræt som jeg skal høvle på høvlbænken med marvsiden opad. Hvis du har en høvlbænk, hvor brættet spændes fast mellem dupper, så spændt brættet så "løst fast" som muligt. Spænder du for hårdt kan det få brættet til at bue opad - når du høvler buen flad og løsner brættet vil det bue den modsatte vej og du kan starte forfra med at rette brættet af igen.

Jeg høvler en svag fordybning midt i brættet på langs. Tjek løbende hvor meget træ du har fjernet - Det gøres let med kanten af høvlen.

Start med slethøvlen. Den tager en relativt tyk spån. Høvl på langs af brættet. Start i midten af brættet og høvl ud til ca. 5mm fra kanterne indtil du har skabt en  meget svag hulhed hele vejen på langs af brættet. Nu er kanterne de højeste punkter og du kan sætte dine retstokke på brættet og se om brættet er "vredet" eller "vindskævt" - Det er det som regel.

To retstokke står på brættet i hver sin ende. I højre side side kan du se en smal lys stribe oven over den forreste retstok. Det er retstokken bagved, som stikker hjørnet op over den forreste. 

Her har jeg høvlet de høje hjørner ned. Derfor er oversiderne af de to retstokke parallelle. Det betyder at brættet nu er fladt. Den bagerste retstok ses som en svag brun linje ovenover den forreste - Jeg beklager at den er lidt svær at se på billedet.

For at fjerne det vrid som er i brættet kan du høvle med rubanken fra det ene høje hjørne til det andet. Ideen er at høvle hele brættet ned i højde med de lave hjørner. Fortsæt med rubanken indtil den tager en lang sammenhængende spån fra det ene hjørne til at andet. Når det sker er brættet lige. Tjek brættet igen med retstokkene, måske har du taget lidt for meget af - Det har jeg ofte.

Når brættet ikke længere er vredet høvler jeg på langs af brættet med rubanken. Den skal tage spåner i hele brættets længde. Start i den ene side og lad strøgene overlappe halvt, mens du arbejder dig fra den ene side af brætte til den anden. Fortsæt indtil spånerne er i fuld bredde og lige så lange som brættet.

Her kan du se brættet efter at jeg har høvlet det fladt med rubanken. Nu er der kun meget lidt lys, som slipper mellem kanten af høvlen og overfladen af brættet. Det betyder at brættet er fladt.

Du kan pudshøvle overfladen, hvis den skal være ekstra pæn, men jeg synes ofte at overfladen fra rubanken er rigeligt fin.

Sæt et mærke på den flade du lige har rettet af, så du senere kan se at dette er brættets fladeste siden.

"Grisehalen" betyder at denne side af brættet er fladt.

Fladen kan også høvles fladt kun med slethøvlen. Overfladen vil dog være noget grovere og have tydelige spor fra høvlen. Den kan dog sagtens bruges alligevel. Det kan fx være på indersiden af møbler, hvor overfladen ikke er synlig. Fx indersiden af en dragkiste eller lignende. Hvis du kun bruger slethøvlen, skal du dog være opmærksom på ikke at komme til at udhule brættet. Slethøvlens korte sål forhindrer nemlig ikke høvlen i at grave sig lidt ned i brættet. Derfor skal du tjekke lidt oftere med et stykke træ, som er høvlet helt lige.

Næste skrift er at rette kanten af i forhold til den flade du lige har lavet.

En velsleben rubank efterlader en overflade, som ikke kræver yderligere forbedring. Lad bare pudshøvlen blive i skabet.

Værktøj til fladt og lige

Jeg har tænkt mig at skrive et par indlæg om at dimensionere træ med håndværktøj. Altså hvordan man høvler et bræt fladt, høvler kanterne i vinkel og brættet i tykkelse. Jeg kommer til at skrive et indlæg om hver enkelt trin i processen. Først vil jeg dog lige præsentere værktøjet.

For at høvle brædder flade og i tykkelse og bredde er der tre værktøjer, som du skal bruge. En slethøvl, en rubank og en rammesav.

Slethøvlen
Slethøvlen tager tykke spåner og fjerner træ hurtigt. Det kræver opmærksomhed at bruge den, for den kan hurtigt æde sig igennem mere træ end du havde tænkt dig. Vær opmærksom på hvor de høje punkter på brættet er og sørg for kun at høvle der. Stop når de er i niveau med resten af overfladen. Jernet skal slibes i en bue, så det kan tage en spån på ca. 1 mm. Du kan dog justere tykkelsen på spånerne ved at skubbe jernet frem eller ved at trække det længere op i høvlen. Stil tykkelsen efter hvor du kan skubbe høvlen uden at du bliver alt for træt. I fyrretræ kan du tage en tyk spån i eg, mærker man hurtigt at det er en fordel at tage en tyndere spån.



Slethøvlen - En kort høvl med et ca. 5 cm bredt jern. Jernet er slebet buet, så spånen bliver tykkest på midten og tynd i siderne.

Rubanken
Rubanken følger op efter slethøvlen. Den tager en tyndere, men bredere spån. Det vigtigste ved rubanken er dog at den er lang og bred. Sålen hjælper dig med at sikre at flader og kanter bliver lige. Den er en håndholdt afretter. Den lange sål sørger for at høvlen kun høvler toppene af de højeste punkter på brættet. Rubankens jern kan slibes på to måder. Jernet slibes med en svag bue, hvis du skal bruge den til af rette flader af med. Kanter er dog nemmere at rette af hvis jernet er slebet helt lige. Hvis du kun har én rubank, vil jeg anbefale at du har to jern til den.



Rubanken - Som regel ca. 60 cm lang og med et jern på ca. 7,5 cm bredde. Spånen er relativt tynd, men den skal dog kunne tage en relativt tyk spån.

Rammesaven
Brædder som er for brede skal gøres smallere. Hvis de kun er lidt for brede kan de høvles i den korrekte bredde, men hvis der er mere end en halv centimeter der skal fjernes, kan det være hurtigere at save. Her kommer rammesaven i spil. Jeg bruger selv en retfilet rammesav med temmelig store tænder. Min sav er også temmelig lang - bladet er ca. 80 cm langt. Længden er en fordel fordi du saver længere for hvert skub med saven, end man kan med en kort sav. Fordelen ved at save er også at det afsavede stykke ofte kan gemmes og bruges til noget andet.



Rammesaven - Til savning på langs er det en fordel at have en lang sav med store retfilede tænder. Min sav er ca. 80 cm lang og har 5½ tand pr. tomme.

Disse tre værktøjer er uden tvivl dem der arbejder hårdest i mit værksted. De gør alt det grove indledende arbejde. Det er værktøj, som kræver at du bruger din krop og dine kræfter. Derfor er det også vigtigt at det er værktøj, som du ikke går på kompromis med. Jernene skal være skarpe, tænderne på saven filede og høvlenes såler skal være flade og lige. høvlenes såler og savens blad kan smøres med lidt paraffin så de glider nemmere og du kan spare lidt på kræfterne.

Du skal også bruge et par vindstokke. Det er to stykker træ med parallelle sider, som lægges på den høvlede flade for at tjekke om den er vindskæv eller vredet.

En vinkel er også uundværlig,, når du skal tjekke om en høvlet kant er i vinkel. Jeg foretrækker selv en lille vinkel med et blad på ca. 15 cm. Den størrelse er ikke så tung er derfor er den lidt nemmere at håndtere på kanten af et bræt.

En vinkel skal være præcist - Men ikke mere præcis end at du sagtens selv kan lave en.  

Når du har værktøjet er det eneste du mangler bare lidt øvelse i at bruge det. Det er ikke svært at høvle træ i tykkelse med håndværktøj. Det er dog en proces, som kræver at du er opmærksom og tjekker resultaterne undervejs. Til gengæld går det hurtigt når du kan det.

Slib slib slib!

Der er mange ting, som er væsentlige at lære, hvis man gerne vil arbejde mere seriøst med snedkerarbejde eller andre former for træsløjd. Du skal kunne bruge en høvl, styre en sav, have en fornemmelse for proportioner, vide lidt om matematik og geometri - og en frygtelig masse andre ting.

Der er dog én ting, som er særligt vigtig at forstå, hvis du gerne vil have succes med at arbejde med træ. Slibning.

Ikke slibning af træ, men slibning af stål.

Dit værktøj skal være skarpt for at fungere ordentligt. Hvis dit værktøj er skarpt kan du arbejde med langt højere præcision og lethed, end hvis det er sløvt. Høvlen er lettere at skubbe, når den er skarp og den kan tage finere spåner, når du skal tilpasse emner til en samling. Dine opstregning bliver tydeligere og dine stemmejern finder nemmere dine streger. Endetræ bliver mindre angsprovokerende.

Slibning af værktøj er afgjort en af de vigtigste ting at lære. For først når værktøjet er skarpt kan du bruge det uden tvivl eller frustrationer.

Klar til kamp.

Jeg vil dog ikke gøre noget særligt ud af at fortælle dig, hvordan jeg sliber mit værktøj. Det er der allerede skrevet uendeligt meget om. Både i bøger og på det store verdensomspændende internet.

Min pointe er kun at du skal lære at slibe dit værktøj.

Et par ting vil jeg dog anbefale dig.

Gør det nemt!
Lav en dedikeret slibestation i værkstedet og hold den fri for rod. Det skal være lige til at gå til, så du ikke udsætter slibningen.

Slib ofte!
Er det tid til at slibe nu? Svaret er altid ja! Det skader ikke at slibe tit. Dit værktøj vil fungere bedre og du vil få masser af øvelse. Du får også en bedre fornemmelse for hvad skarphed er og hvornår dit værktøj er skarpt nok (Selvom det selvfølgelig altid kan blive lidt skarpere).

Hold dig til én metode!
Find en metode, som du synes virker for dig. Hold dig til den og lad være med at drømme om at købe nye slibesten, eller flere slibejigs. Øv dig i den metode du har valgt så skal det nok komme til at fungere. Alt du behøver er en grov sten, en fin sten og en sten eller strop, til at polere æggen med til sidst. Om det er naturlige eller kunstige slibesten, diamanter eller sandpapir er ligegyldigt. Det eneste vigtige er at du sliber. Det samme gælder i øvrigt for det stål dine høvljern og stemmejern er lavet af. Du behøver ikke spekulere over om den ene type stål holder sig skarpt længere end en andet. Det er kun et spørgsmål om, om du sliber ofte nok.

Det bedste ved skarpt værktøj er dog, at det er så tilfredsstillende af bruge. Når saven er filet, forsvinder drømmene om båndsaven. Når skrubhøvlen er er slebet, slipper du for larmen fra tykkelseshøvlen og udsugningen.

Idékasse

Formålet med denne blog er at gøre danske læsere klogere på traditionelt træhåndværk og håndværktøj.

Mine ideer til fremtidige emner her på bloggen drejer sig om at prøve af præsentere nogle basale ting inden for snedkerarbejde. Fx hvad forskellige typer samlinger hedder, hvor de bruges og hvordan jeg laver dem. Jeg regner også med at prøve at skrive om forskellige typer værktøj og hvordan man sætter dem i brugbar stand. Det er måske ikke de mest spændende emner for den erfarne snedker, men det kan være en hjælp til nybegyndere - og det er dem jeg mest af alt håber på at ramme. Samtidig kan det måske hjælpe mig med selv at forstå snedkerhåndværket bedre - fordi I kære læsere sandsynligvis til rette på mig når jeg på et tidspunkt skriver noget helt forkert.

Jeg vil gerne opfordre alle jer der læser med, til at komme med forslag til emner, som I kunne tænke jer at læse om.

Det kan være alt fra teknikker og værktøj, til konstruktion af møbler og forskellige typer samlinger. Maskiner og elværktøj, kan jeg ikke hjælpe jer med - for det ved jeg (desværre) ingenting om.



Drejer, snittet og malet "flødekande".

Jeg kan ikke love at jeg tager alle forslag op, men det kan måske hjælpe med at føre mine skriverier mere i en retning, som interesserer jer læsere. Det er heller ikke umuligt at jeg bliver klogere på hvad der interesserer andre trænørder og at jeg vil bruge den viden fremover. Forhåbentligt kan det endda give anledning til at nogen af jer stikker hoved ud af busken og tager en snak med hinanden i kommentarsporet her på bloggen.

Så kom frist og fortæl mig, hvad I gerne vil høre mere om. Jeg glæder mig til at høre det.

En hylde til kopper

 Vi har en del håndlavede kopper og krus i huset. De har altid stået i et skab - og det er jo egentlig en skam, når de er så fine.

Derfor har jeg lavet en hylde så de kan stå fremme over spisebordet, på et sted hvor vi kan se dem og hvor de er tæt på når vi skal bruge dem.

Hele herligheden

Konstruktionen
Hylden er en rimeligt simpelt møbel. Den består af to sider og en bund. Derimellem er der et par hylder. Imellem bunden og den nederste hylde er der en skillevæg, som deler det nederste rum i to. Her har jeg lave to skuffer.

Halvskjulte eller fordækte sinker. Kært barn har mange navne.

De nederste hjørner er samlet med sinker og hylderne og den nederste holdes på plads af grater og lim. Skufferne er nok den mest komplicerede del af møblet. De er også samlet med sinker. De forreste sinker er halvskjulte og de bagerste hjørner er gennemsinkede. Bunden i skufferne ligger i en not i skuffens forside og sider. Bunden ligger løst, men holdes på plads med et søm i skuffens bagkant. Så er der mulighed for at bunden kan bevæge sig lidt når luftfugtigheden svinger hen over året.

Knopperne, eller grebene på skufferne er monteret med en rund tap, som går gennem forsiden på skuffen og holdes på plads af en lodret trænagle på indersiden. Hullet, som trænaglen er slået igennem er foret lidt for træk. Det vil sige at det er boret så det ligger lidt under overfladen på skuffens inderside. Når trænaglen bankes i trækker den derfor knoppen fast ind mod skuffens forside.



Montering af skuffens knopper. Der er boret for træk og slået en trænagle igennem. Knoppen kommer næppe til at dreje, selvom limen skulle løsne sig.

Jeg har også limet en lille klods fast i bunden af hylden, som sikrer at skufferne kun kan skubbes så langt ind af forsiderne af skufferne flugter med forsiden af hylden.

Standarder
Som jeg tidligere har skrevet bekymrer jeg mig mere om møblets synlige flader, end om de flader man ikke kan se. Det betyder at de "usynlige" steder på møblet er lidt "grovere" udført end resten af møblet.

Jeg vil gerne give jer nogle eksempler på hvad det kan være. Så i for en omgang billeder af møblet fra nogle mindre flatterende vinkler.

Skuffernes bunde. Den ene er høvlet med en skrubhøvl og ikke andet. Skrubhøvlen er god til at fjerne træ hurtigt, derfor har jeg brugt den til at reducere tykkelsen af den ene skuffebund.

Spor fra forarbejdning. Du behøver ikke ligefrem at være stolt af dem - men du skal ikke skamme dig over dem.

Den anden skuffebund er hverken høvlet eller savet i tykkelse. Den er flækket på langs. Mig bekendt findes der ikke en hurtigere metode til at dele træ på langs. Overfladen er meget grov, men hvornår har du senest kigget under bunden af en skuffe ( Ja ja, jeg ved det godt. Svaret er sandsynligvis at du gør det oftere end de fleste, men så forestil dig hvornår et normalt menneske retter sin opmærksomhed mod bunden af en skuffe - sjældent eller aldrig).

Sinkerne er heller ikke høvlet ned på bagsiden af skufferne. De kommer kun for dagens lys når skuffen trækkes helt ud.

Overfladebehandling
Hylden er malet med limfarve, ligesom de fleste af de ting jeg laver. Denne gang har jeg grundet med to lag rød, og malet over det røde med to lag sort. Overfladen er glittet med glat brunt papir og til sidst har det fået et tyndt lag linolie. En simpel, men smuk overflade, som viser træets struktur under malingen.

Indersiden af møblet er ikke malet og har ikke fået olie. Den eneste overfladebehandling på indersiden er lidt paraffin på skuffernes nederste kant. Så glider de lidt nemmere.

Tallerkenrække

Efter en weekend på Hjerl Hede og et par timer i værkstedet herhjemme, er tallerkenrækken ved at være færdig.

Tallerkenrækken i al sin umalede herlighed.

Før jeg tog afsted på tur til heden kiggede jeg lidt på tallerkenrækker rundt omkring på internettet. Det gav mig et indtryk at proportionerne. Jeg valgte en model som har et lille fremspring for neden og plads til tre rækker tallerkner.

Det lille fremspring for neden.

Sinker

Afstanden mellem rækkerne er ca. 30 cm og hjørnerne for neden er samlet med sinker. "Hylderne" og listerne på forsiden er fældet ned i siderne og fæstet med lim og dyvler. Jeg har høvlet profiler på den forreste nederste kant af de hylder, som tallerknerne står på og på listerne som tallerknerne læner sig op af.

Nu mangler møblet bare et par lag maling (men hvilken farve?!), så er det klar til at komme op på væggen.

Profilen på listerne som tallerkerne læner sig op ad, kaldes en karnis.

En kvartstaf er navnet på profilen på hylderne.

Gør det sløjd

I mange år har jeg kæmpet for at lære at arbejde mere præcist. For at få brædderne helt flade og lige, og kanterne mere i vinkel. Jeg har tjekket mine vinkler for at være sikker på at de var i vinkel. Jeg har rettet mine slibesten af og kæmpet med at få æggene på mine høvle i vinkel i forhold til deres kanter. Jeg har købt finere værktøj og tvivlet på mig selv.

Jeg har svedt angstens sved over meget små afvigelser fra fladt og ret.

Efterhånden er jeg begyndt at se lyset for enden af tunellen i forhold til min kamp med præsicionen - Men et andet lys end jeg først havde forestillet mig.

Jeg har erfaret at tætte samlinger ikke nødvendigvis er et produkt af videnskabelig præsicion. De kommer af at forstå hvor arbejdet virkelig tæller. Ikke alt behøver at være fladt og vinklen kan godt afvige lidt fra de sagnomspundne 90 grader.

Præsicionen kommer ofte fra at man overholder nogle simple regler i sit arbejde. Mål altid fra den samme kant. Streg flere emner op samtidigt. Prøv at lade tommestokken ligge og undgå at måle. Streg i stedet samlinger op direkte fra de emner, som skal samles.

Jeg prøver ofte at se tilbage i tiden, når jeg skal finde løsninger på problemer i værkstedet. Træ har været et af menneskehedens foretrukne materialer til næsten alt i mange tusinder af år Så chansen for at en for længst afdød snedker har løst poblemet før dig, er temmelig stor. Se nærmere på ting de har bygget og i tekster de har skrevet ned. Der kan man som regel finde svar.

Præcis nok? Tommestok fra det sunkne krigsskob Mary Rose. Tommestokken gik ned med skibet i 1445.

Der er plads til groft arbejde i snedkerfaget. Øksen, båndkniven, og skrubhøvlen har deres retmæssige plads og de overflader som de efterlader på en genstand er ikke nødvendigvis en forhindring for en god kvalitet i arbejdet. Deres spor er ofte gemt, men der er bestemt plads til den på et møbel.

Stol på hånden og øjet. De viser dig hvornår noget ser og føles rigtigt. Det behøver du ikke skydelærere, linealer og vinkler til at vise dig. Menneskets hjerne ønsker at se symmetri og orden - derfor er den behjælpelig med selv at skabe et billede af det, selvom virkeligheden måske ikke er fuldstændigt symmetrisk eller jævn. Hjernen slører afvigelserne og skaber selv den orden som du ønsker at se. Præsicionen er ikke vigtig alle steder. som regel er den det kun der hvor du skal lave samlinger.

At jeg er blevet opmærksom på det upræcise har gjort håndarbejde til en større nydelse. Jeg er blevet mere afslappet i min vurdering af kvalitet og kan i højere grad nyde resultaterne af mit eget arbejde.

Jeg startede med at arbejde med træ for snart 12 år siden. Dengang snittede jeg meget og arbejdede med grøn sløjd. Et arbejde, som jeg fandt meget frigørende og beroligende. Snedkerarbejdet derimod har ofte virket vanskeligt og utilgængeligt. Nu synes jeg dog efterhånden at jeg i snedkerarbejdet har fundet en vej tilbage til sløjden og dermed til glæden ved at lave ting med mine hænder.

Derfor vil jeg opfordre til at trække vejret en ekstra gang og tænke over hvor du skal bruge dine kræfter, når du går i gang med dit næste projekt. Tænk over hvad der er synligt, og hvad der ikke er. Prøv en gang imellem at springe over hvor gærdet er lavest og se om det ikke går alligevel.

Levendegørelse på Hjerl Hede

I den kommende weekend kan I finde mig i snedkerværkstedet på Hjerl Hede.

Jeg har i den anledning bygget en værktøjskasse, fyldt den med gammelt værktøj og fundet et par gode fyrrebrædder. Alt det vil jeg bruge til at bygge en tallerkenrække - Hvilket jeg forhåbentlig kan nå i løbet af weekenden.

Da jeg selv skal slæbe alt mit værktøj fra bilen og til værkstedet, har jeg forsøgt at begrænse udvalget af værktøj lidt. Derfor tager jeg kun mine træhøvle med, et begrænset udvalg af stemmejern, bor, save mm. Det bliver spændende at arbejde med sådan et "minimalt" sæt værktøj. Jeg er sikker på at det kan løse de fleste opgaver, men jeg regner med at skulle løse nogle opgaver anderledes end jeg plejer.

Hvis du har lyst til at kigge forbi værkstedet og se mig svede i sommervarmen, kan du finde på i værkstedet/Vinderuphuset lørdag og søndag d. 21-22. juli fra klokken 12-16.30.

Du kan læse mere om frilandsmuseet Hjerl Hede på hjerlhede.dk

Værktøjskassen er pakket

Ungarsk kistebyggeri

Jeg har i den seneste uges tid arbejdet på en præsentation om møbeltyper og snedkerarbejde i middelalderen. I den forbindelse faldt jeg over en fantastisk film på youtube, som jeg gerne vil dele med jer.

 

Filmen er optaget i 1955 i Ungarn og viser en håndværker som bygger en traditionel kiste af bøg. Det er en type kiste, som kaldes for en ark. Den har et hvælvet låg og er bygget lidt på samme måde som et bulhus. Høje ben som holder kisten væk fra gulvet. hele kisen er lavet af kløvet træ, som formes med økse og båndkniv. Alt foregår på øjemål og med et meget begrænser udvalg af værktøj.

Kistetypen kender vi fra middelalderen og de teknikker, som håndværkeren benytter kan genfindes på glasmosaikker fra chartres katedralen, som blev lavet i 1200-tallet.

Alt i alt en helt fantastisk inspirerende film.



Læg mærke til håndværkeren til venstre. Han bruger samme værktøj og sammen metode til fastspænding af emnet, som håndværkeren i videoen fra 1955. Glasmosaikken er fra chartres katedralen og dateret til år 1205. 

Hængeskab

For tiden arbejder med på et lille hængeskab. Et lille skab som det kunne have set ud i 17-1800-tallet. Ikke at det er noget stilhistorisk studie, eller noget i den stil - men bare et forsøg på at bygge den grundform som kendetegner den møbeltype.

Den slags skabe kan man finde i hundredevis rundt omkring på landets museer, i genbrugsbutikker, på loppemarkeder og hos auktionshuse. Møbeltypen går vel tilbage til middelalderen og har overlevet mere eller mindre uændret frem til i dag. Stilmæssigt har det ændret sig meget men grundformen er den samme. Så hvis man kan reproducere den, kan man i princippet bygge et hvilket som helst skab, som er baseret på det samme princip.

Skabet uden låge og lister.

Projektet har indtil videre været en god anledning til at lære nogle betegnelser for skabets enkelte elementer og samtidig en lejlighed til at forsøge mig med nogle nye teknikker, som jeg har gået og spekuleret over i nogen tid.

Først og fremmest vil jeg undersøge hvor effektivt jeg kan arbejde, når jeg ikke forsøger at få alle overflader perfekte og alle tykkelser helt ensartede. Man kan måske sige at det er et forsøg på at finde ud af hvor mange gange jeg kan springe over hvor gærdet er lavest, uden at det påvirker kvaliteten af møblet. Konklusionen er umiddelbart at det kan man i rigtigt mange tilfælde. Så længe man overholder nogle enkle regler om hvilke flader og kanter man bruger som referencer for opstregning.

Projektet er også et ønske om at se hvor meget jeg har flyttet mig håndværksmæssigt siden jeg startede med at snedkerere for snart ti år siden. Også her er der gode indikationer på at jeg har rykket mig i den rigtige retning - fordi arbejdet går hurtigere end tidligere og fordi resultatet bliver bedre.

En lille karnis høvlet på indersiden af rammen, giver en fin overfang til fyldningen.

Skabet er helt simpelt. En kasse som er sinket i hjørnerne. i skabet er der en lille hylde. Bagbeklædningen er overfalsede brædder, som er sømmet på kassens bagside. Forsiden af kassen har en såkaldt for-ramme, som er den åbning lågen sidder i. Lågen er overfalset og har en profil høvlet på indersiden (Det har været projektets sværeste del ind til videre). Skabets top og bund forsynes med en profileret liste, som dækker sinkerne.

Jeg skal spare jer for at gå i dybden med alle deltaljer i processen fra brædder til skab - I for dog lige de bedste erfaringer, som jeg har uddraget fra projektet:

• Skabets sider forside og til dels bund er meget synlig. Koncentrer dig om at få dem pæne og slap lidt af med resten.
• Sinker er nemme! Betragt det som en slags intarsia. Streg bundlinjen op med en vinkel fra kanten og undgå at rette endetræet af. Glem alt om at strege op med smigvinkel og sav vinklen på øjemål.
• Lad være med at bruge tid på at rette fejl i sinkerne, hvis de fx ikke slutter helt tæt. De bliver alligevel dækket med en liste til sidst (Ingen vil nogensinde få dem at se).
• Streg op på flere emner samtidigt - Sæt en tvinge på dem og markér på modsatsillede emner samtidigt. Så bliver delene præcist lige lange.
• Byg på øjemål - så slipper du for at måle og regne.

Bagbeklædningen sømmes på - Oprifter bag på skabet er helt fint. Ingen vil nogensinde få dem at se.

Limfarve – Nem maling af sur mælk

De fleste af de ting jeg laver i værkstedet, maler jeg. Det gælder både skåle, skeer, møbler og andet. Det gør jeg fordi mange ting i hjemmet traditionelt har været malede, men selvfølgelig også fordi jeg synes at det gør noget godt for det færdige produkt. Maling fjernet fokus fra materialet og fremhæver formen. Det skaber en anden ro og balance i udtrykket and bart træ.

En lille bolle (drikkeskål) malet med mælkemaling.

Da jeg begyndte at mane mine ting var jeg meget fokuseret på at bruge linoliemaling. Det gør jeg dog kun sjældent i dag. Linoliemaling er fantastisk holdbart, men det kræver en vis erfaring at arbejde med det. Man skal vide noget om maling og pigmenter og hvordan de to ting arbejder sammen. Desuden kræver linoliemaling lidt mere tålmodighed, fordi tørretiden er relativt lang.

Jeg er nok lidt for utålmodig til helt at kaste mig ud i linoliemalingen. Til gengæld har jeg kastet min kærlig hed på limfarve – eller det som nogen kalder for mælkemaling. Et udtryk, som nok er en fordanskning af det engelske ”milk paint”.

Limfarve findes i mange varianter, med forskellige bindemidler bla. benlim. Selv bruger jeg mælkeprotien, som findes i proteinholdige surmælksprodukter som kærnemælk, skyr eller lignende – Du skal bruge noget med meget protein og så lidt fedt som muligt. Malingen tørrer hurtigt og er nem og billig at lave selv. En liter koster vel omring 30kr.
 

Min opskrift

2dl uhomogeniseret kærnemælk eller 2 dl skyr fortyndet til tykmælkskonsistens.
1 tsk hjortetaksalt

De to ingredienser blandes i et stort syltetøjsglas. Det skal være stort fordi mælkeproduktet skummer voldsomt op, når det blandes med hjortetaksalt. Der skal være plads til at det kan fordobles i størrelsen. Der frigives lidt ammoniak fra mælken, så det lugter en smule. Det går dog rimeligt hurtigt over og den tørre maling er under alle omstændigheder helt lugtfri.

Blandingen skal hvile i et par timer indtil skummet lægger sig lidt. Når det sker er det tid til at blande pigment i malingen.

Morgenmad eller bindemiddel?

Hvor meget pigment du bruger afhænger af det enkelte pigment. Jeg bruger ofte en teskefuld eller to. Der skal ikke for meget i, da det give en maling som har tendens til at smitte af.

Jeg blander typisk pigmentet med mælkeblandingen i en lille morter. Først tilsætter jeg kun en lille smule mælkeblanding og sørger for at arbejde det godt ind i pigmentet. Blandingen arbejdes godt igennem med pistlen til den er jævn og uden klumper. Derefter tilsætter jeg mælkeblanding, til malingen får den ønskede konsistens. Konsistensen skal være i omegnen af fløde eller tykmælk. Ikke for tynd ikke for tyk.

Malingen kan overmales efter en times tid. Hvis jeg maler fx en skål giver jeg den ofte to lag maling i løbet af en aften. Derefter lader jeg den tørre og giver den en gang linolie dagen efter, når malingen er tørret helt igennem. Det giver en slidstærk og halvblank overflade.

Hvis man ønsker en blank overflade kan den tørrede maling poleres lidt med en klump sammenkrøllet papir (Brune papirsposer er gode) eller pensles med shellak. Der er mange muligheder, som jeg ikke vil gå i detaljer med her.

Der er desuden masser af information om limfarve lige her på internettet. Endda på dansk.

Derfor vil jeg anbefale at du tager et kig på Center for Bygningsbevarings hjemmeside som har mange gode artikler om både limfarve, linoliemaling og pigmenter.