Værktøj til fladt og lige

Jeg har tænkt mig at skrive et par indlæg om at dimensionere træ med håndværktøj. Altså hvordan man høvler et bræt fladt, høvler kanterne i vinkel og brættet i tykkelse. Jeg kommer til at skrive et indlæg om hver enkelt trin i processen. Først vil jeg dog lige præsentere værktøjet.

For at høvle brædder flade og i tykkelse og bredde er der tre værktøjer, som du skal bruge. En slethøvl, en rubank og en rammesav.

Slethøvlen
Slethøvlen tager tykke spåner og fjerner træ hurtigt. Det kræver opmærksomhed at bruge den, for den kan hurtigt æde sig igennem mere træ end du havde tænkt dig. Vær opmærksom på hvor de høje punkter på brættet er og sørg for kun at høvle der. Stop når de er i niveau med resten af overfladen. Jernet skal slibes i en bue, så det kan tage en spån på ca. 1 mm. Du kan dog justere tykkelsen på spånerne ved at skubbe jernet frem eller ved at trække det længere op i høvlen. Stil tykkelsen efter hvor du kan skubbe høvlen uden at du bliver alt for træt. I fyrretræ kan du tage en tyk spån i eg, mærker man hurtigt at det er en fordel at tage en tyndere spån.



Slethøvlen - En kort høvl med et ca. 5 cm bredt jern. Jernet er slebet buet, så spånen bliver tykkest på midten og tynd i siderne.

Rubanken
Rubanken følger op efter slethøvlen. Den tager en tyndere, men bredere spån. Det vigtigste ved rubanken er dog at den er lang og bred. Sålen hjælper dig med at sikre at flader og kanter bliver lige. Den er en håndholdt afretter. Den lange sål sørger for at høvlen kun høvler toppene af de højeste punkter på brættet. Rubankens jern kan slibes på to måder. Jernet slibes med en svag bue, hvis du skal bruge den til af rette flader af med. Kanter er dog nemmere at rette af hvis jernet er slebet helt lige. Hvis du kun har én rubank, vil jeg anbefale at du har to jern til den.



Rubanken - Som regel ca. 60 cm lang og med et jern på ca. 7,5 cm bredde. Spånen er relativt tynd, men den skal dog kunne tage en relativt tyk spån.

Rammesaven
Brædder som er for brede skal gøres smallere. Hvis de kun er lidt for brede kan de høvles i den korrekte bredde, men hvis der er mere end en halv centimeter der skal fjernes, kan det være hurtigere at save. Her kommer rammesaven i spil. Jeg bruger selv en retfilet rammesav med temmelig store tænder. Min sav er også temmelig lang - bladet er ca. 80 cm langt. Længden er en fordel fordi du saver længere for hvert skub med saven, end man kan med en kort sav. Fordelen ved at save er også at det afsavede stykke ofte kan gemmes og bruges til noget andet.



Rammesaven - Til savning på langs er det en fordel at have en lang sav med store retfilede tænder. Min sav er ca. 80 cm lang og har 5½ tand pr. tomme.

Disse tre værktøjer er uden tvivl dem der arbejder hårdest i mit værksted. De gør alt det grove indledende arbejde. Det er værktøj, som kræver at du bruger din krop og dine kræfter. Derfor er det også vigtigt at det er værktøj, som du ikke går på kompromis med. Jernene skal være skarpe, tænderne på saven filede og høvlenes såler skal være flade og lige. høvlenes såler og savens blad kan smøres med lidt paraffin så de glider nemmere og du kan spare lidt på kræfterne.

Du skal også bruge et par vindstokke. Det er to stykker træ med parallelle sider, som lægges på den høvlede flade for at tjekke om den er vindskæv eller vredet.

En vinkel er også uundværlig,, når du skal tjekke om en høvlet kant er i vinkel. Jeg foretrækker selv en lille vinkel med et blad på ca. 15 cm. Den størrelse er ikke så tung er derfor er den lidt nemmere at håndtere på kanten af et bræt.

En vinkel skal være præcist - Men ikke mere præcis end at du sagtens selv kan lave en.  

Når du har værktøjet er det eneste du mangler bare lidt øvelse i at bruge det. Det er ikke svært at høvle træ i tykkelse med håndværktøj. Det er dog en proces, som kræver at du er opmærksom og tjekker resultaterne undervejs. Til gengæld går det hurtigt når du kan det.

Slib slib slib!

Der er mange ting, som er væsentlige at lære, hvis man gerne vil arbejde mere seriøst med snedkerarbejde eller andre former for træsløjd. Du skal kunne bruge en høvl, styre en sav, have en fornemmelse for proportioner, vide lidt om matematik og geometri - og en frygtelig masse andre ting.

Der er dog én ting, som er særligt vigtig at forstå, hvis du gerne vil have succes med at arbejde med træ. Slibning.

Ikke slibning af træ, men slibning af stål.

Dit værktøj skal være skarpt for at fungere ordentligt. Hvis dit værktøj er skarpt kan du arbejde med langt højere præcision og lethed, end hvis det er sløvt. Høvlen er lettere at skubbe, når den er skarp og den kan tage finere spåner, når du skal tilpasse emner til en samling. Dine opstregning bliver tydeligere og dine stemmejern finder nemmere dine streger. Endetræ bliver mindre angsprovokerende.

Slibning af værktøj er afgjort en af de vigtigste ting at lære. For først når værktøjet er skarpt kan du bruge det uden tvivl eller frustrationer.

Klar til kamp.

Jeg vil dog ikke gøre noget særligt ud af at fortælle dig, hvordan jeg sliber mit værktøj. Det er der allerede skrevet uendeligt meget om. Både i bøger og på det store verdensomspændende internet.

Min pointe er kun at du skal lære at slibe dit værktøj.

Et par ting vil jeg dog anbefale dig.

Gør det nemt!
Lav en dedikeret slibestation i værkstedet og hold den fri for rod. Det skal være lige til at gå til, så du ikke udsætter slibningen.

Slib ofte!
Er det tid til at slibe nu? Svaret er altid ja! Det skader ikke at slibe tit. Dit værktøj vil fungere bedre og du vil få masser af øvelse. Du får også en bedre fornemmelse for hvad skarphed er og hvornår dit værktøj er skarpt nok (Selvom det selvfølgelig altid kan blive lidt skarpere).

Hold dig til én metode!
Find en metode, som du synes virker for dig. Hold dig til den og lad være med at drømme om at købe nye slibesten, eller flere slibejigs. Øv dig i den metode du har valgt så skal det nok komme til at fungere. Alt du behøver er en grov sten, en fin sten og en sten eller strop, til at polere æggen med til sidst. Om det er naturlige eller kunstige slibesten, diamanter eller sandpapir er ligegyldigt. Det eneste vigtige er at du sliber. Det samme gælder i øvrigt for det stål dine høvljern og stemmejern er lavet af. Du behøver ikke spekulere over om den ene type stål holder sig skarpt længere end en andet. Det er kun et spørgsmål om, om du sliber ofte nok.

Det bedste ved skarpt værktøj er dog, at det er så tilfredsstillende af bruge. Når saven er filet, forsvinder drømmene om båndsaven. Når skrubhøvlen er er slebet, slipper du for larmen fra tykkelseshøvlen og udsugningen.

Idékasse

Formålet med denne blog er at gøre danske læsere klogere på traditionelt træhåndværk og håndværktøj.

Mine ideer til fremtidige emner her på bloggen drejer sig om at prøve af præsentere nogle basale ting inden for snedkerarbejde. Fx hvad forskellige typer samlinger hedder, hvor de bruges og hvordan jeg laver dem. Jeg regner også med at prøve at skrive om forskellige typer værktøj og hvordan man sætter dem i brugbar stand. Det er måske ikke de mest spændende emner for den erfarne snedker, men det kan være en hjælp til nybegyndere - og det er dem jeg mest af alt håber på at ramme. Samtidig kan det måske hjælpe mig med selv at forstå snedkerhåndværket bedre - fordi I kære læsere sandsynligvis til rette på mig når jeg på et tidspunkt skriver noget helt forkert.

Jeg vil gerne opfordre alle jer der læser med, til at komme med forslag til emner, som I kunne tænke jer at læse om.

Det kan være alt fra teknikker og værktøj, til konstruktion af møbler og forskellige typer samlinger. Maskiner og elværktøj, kan jeg ikke hjælpe jer med - for det ved jeg (desværre) ingenting om.



Drejer, snittet og malet "flødekande".

Jeg kan ikke love at jeg tager alle forslag op, men det kan måske hjælpe med at føre mine skriverier mere i en retning, som interesserer jer læsere. Det er heller ikke umuligt at jeg bliver klogere på hvad der interesserer andre trænørder og at jeg vil bruge den viden fremover. Forhåbentligt kan det endda give anledning til at nogen af jer stikker hoved ud af busken og tager en snak med hinanden i kommentarsporet her på bloggen.

Så kom frist og fortæl mig, hvad I gerne vil høre mere om. Jeg glæder mig til at høre det.

En hylde til kopper

 Vi har en del håndlavede kopper og krus i huset. De har altid stået i et skab - og det er jo egentlig en skam, når de er så fine.

Derfor har jeg lavet en hylde så de kan stå fremme over spisebordet, på et sted hvor vi kan se dem og hvor de er tæt på når vi skal bruge dem.

Hele herligheden

Konstruktionen
Hylden er en rimeligt simpelt møbel. Den består af to sider og en bund. Derimellem er der et par hylder. Imellem bunden og den nederste hylde er der en skillevæg, som deler det nederste rum i to. Her har jeg lave to skuffer.

Halvskjulte eller fordækte sinker. Kært barn har mange navne.

De nederste hjørner er samlet med sinker og hylderne og den nederste holdes på plads af grater og lim. Skufferne er nok den mest komplicerede del af møblet. De er også samlet med sinker. De forreste sinker er halvskjulte og de bagerste hjørner er gennemsinkede. Bunden i skufferne ligger i en not i skuffens forside og sider. Bunden ligger løst, men holdes på plads med et søm i skuffens bagkant. Så er der mulighed for at bunden kan bevæge sig lidt når luftfugtigheden svinger hen over året.

Knopperne, eller grebene på skufferne er monteret med en rund tap, som går gennem forsiden på skuffen og holdes på plads af en lodret trænagle på indersiden. Hullet, som trænaglen er slået igennem er foret lidt for træk. Det vil sige at det er boret så det ligger lidt under overfladen på skuffens inderside. Når trænaglen bankes i trækker den derfor knoppen fast ind mod skuffens forside.



Montering af skuffens knopper. Der er boret for træk og slået en trænagle igennem. Knoppen kommer næppe til at dreje, selvom limen skulle løsne sig.

Jeg har også limet en lille klods fast i bunden af hylden, som sikrer at skufferne kun kan skubbes så langt ind af forsiderne af skufferne flugter med forsiden af hylden.

Standarder
Som jeg tidligere har skrevet bekymrer jeg mig mere om møblets synlige flader, end om de flader man ikke kan se. Det betyder at de "usynlige" steder på møblet er lidt "grovere" udført end resten af møblet.

Jeg vil gerne give jer nogle eksempler på hvad det kan være. Så i for en omgang billeder af møblet fra nogle mindre flatterende vinkler.

Skuffernes bunde. Den ene er høvlet med en skrubhøvl og ikke andet. Skrubhøvlen er god til at fjerne træ hurtigt, derfor har jeg brugt den til at reducere tykkelsen af den ene skuffebund.

Spor fra forarbejdning. Du behøver ikke ligefrem at være stolt af dem - men du skal ikke skamme dig over dem.

Den anden skuffebund er hverken høvlet eller savet i tykkelse. Den er flækket på langs. Mig bekendt findes der ikke en hurtigere metode til at dele træ på langs. Overfladen er meget grov, men hvornår har du senest kigget under bunden af en skuffe ( Ja ja, jeg ved det godt. Svaret er sandsynligvis at du gør det oftere end de fleste, men så forestil dig hvornår et normalt menneske retter sin opmærksomhed mod bunden af en skuffe - sjældent eller aldrig).

Sinkerne er heller ikke høvlet ned på bagsiden af skufferne. De kommer kun for dagens lys når skuffen trækkes helt ud.

Overfladebehandling
Hylden er malet med limfarve, ligesom de fleste af de ting jeg laver. Denne gang har jeg grundet med to lag rød, og malet over det røde med to lag sort. Overfladen er glittet med glat brunt papir og til sidst har det fået et tyndt lag linolie. En simpel, men smuk overflade, som viser træets struktur under malingen.

Indersiden af møblet er ikke malet og har ikke fået olie. Den eneste overfladebehandling på indersiden er lidt paraffin på skuffernes nederste kant. Så glider de lidt nemmere.