Stregmål på fransk

Det skete i de dage i november engang - At jeg fik sved på panden over at julesæsonen gik i gang.

Her i huset laver vi de fleste julegaver selv. En del bliver til i køkkenet, men efterhånden bliver der også lavet en del af gaverne ude i værkstedet.

Bladt de julegaveberettigede er min svoger, som for nylig har kastet sin kærlighed på træhåndværket. Jeg synes selvfølgelig at det er oplagt at lave lidt værktøj til ham og stregmål kan man ikke få for mange af.

Stregmål a la Roubo

Stregmålet jeg har lavet til ham er en type, som jeg selv er rigtig glad for at bruge. Det stammer fra Frankrig og kendes fra 1700-tallet hvor det blev beskrevet af den franske forfatter André Jacob Roubo i hans kæmpeværk om træhåndværk; "L'art du Menuisier".

Stregmålet er et ganske simpelt værktøj som kan markere en linje parallelt med en kant. Linjen ridses af et lille skarpslebet jernspids, som er slået gennem en pind, eller en "stok". Stokken går igennem en lille klods og låses fast med en kile.

Her ses det lille søm, som kradser markeringen på emnet.

Det gode ved netop denne model er, efter min mening, at stregmålet kan justeres med kun én hånd. Så kan man nemlig holde det emne, som man indstiller stregmålet efter i den anden hånd, mens man justerer stregmålet.

Justeringen foretager med ved at banke stokken mod høvlbænken, så den flytter sig frem eller tilbage. Når indstillingen er som man ønsker den, banker man kilen fast med et slag mod høvlbænken. Simpelt og nemt.



Her ses stregmålets enkelte dele. En klods, en kile og en pind med et søm. Den lille bule på enden af kilen forhindrer at kilen falder ud, når an løsner den.

Stregmål er en god øvelse i at stemme små taphuller ud. Hullet til kilen er særligt vanskeligt fordi der er temmelig ringe plads til stemmejernet. Med lidt tålmodighed går det dog rimeligt nemt.

Jeg lader mine stemmejern bestemme bredden på hullerne. Det vil sige at jeg lader bredden af det jern, som jeg bruger til at stemme hullet ud med, afgøre hvor bredt hullet skal være. Derfor er hullet til stokken i mit stregmål 18 mm bredt. Hullet til kilen er 6 mm bredt.

Først stemmer jeg det største hul ud. Derefter hullet til kilen. De to huller overlapper dog inde i klodsen. Derfor banker jeg en lille træklods ind i det store hul, når det er færdigt, så siderne ikke flækker ud, når jeg stemmer det lille hul ud. Klodsen kan være hvad som helst. Jeg brugte en lille stump ask, som jeg høvlede ned til den rigtige størrelse.

Det kan være en god idé at bore en del af træet ud fra det lille hul. Det giver lidt mere plads til stemmejernet, når du skal have fjernet materialet fra hullet.

Emnerne som skal blive til kile og stok laver jeg en smule i overstørrelse. Så kan jeg høvle dem ned til den endelige tykkelse, når hullerne er stemt ud. Så er jeg sikker på at delene ikke bliver for løse.

Spidsen lavede jeg af et lille hærdet stålsøm, som jeg sleb skarpt på en slibesten.

I stedet for et søm kan man lave en lille kniv, som holdes fast i stokken med en lille kile. Det er den type stregmål, som jeg selv bruger mest.

 

Den lille kniv, holdes fast af en kile. Selve kniven er lavet af et lille stykke nedstrygerklinge.


Stregmål kommer i et hav af forskellige afskygninger. Jeg ejer selv en hel del forskellige. Både antikke og moderne.

Nogle har to spidser og bruges til at strege taphuller op med. Nogle af de mere moderne typer har en lille ringformet kniv.

Fælles for dem er at de alle er velegnede værktøjer til at markere streger med - Så længe at spidsen eller kniven er slebet skarp.

Et udvalg af forskellige stregmål - Nye og gamle

En taburet

Meningen med dette indlæg er at give et indblik i hvordan jeg arbejder. Derfor får i her et groft overblik af processen i mit seneste projekt - uden at jeg går dybden med enkelt trin. En detaljeret beskrivelse af hele projektet i ét indlæg, vil blive for omfattende. Derfor må I nøjes med toppen af isbjerget.

Mit seneste projekt i værkstedet har været en simpel taburet. Egentlig kunne det også være et lille bord, men jeg har nu hele tiden forestillet mig at den var til at sidde på.

Den færdige taburet - ca. 45x45x45 cm.

Taburetten er lavet af fyrretræ. Det køber jeg i byggemarkedet, hvor den slags kan fås i en udmærket kvalitet - Hvis man kan leve med at stå og sortere i bunkerne. Fyrretræ er fantastisk dejligt at arbejde med, når man kun bruger håndværktøj. Det er blødt, men stærkt nok til de fleste ting - Hvilket utallige overlevende bondemøbler fra 1700- og 1800-tallet vidner om.

Først savede jeg emnerne ud. Jeg afkorter stykkerne med fukssvansen og deler dem på langs med rammesaven. Derefter rettede jeg fladerne af med en lille rubank, som jeg bruger som en slags skrubhøvl. Derefter bruger jeg en traditionel lang rubank til at sikre at fladerne er flade, lige og vinkelrette på hinanden. Derefter streger jeg den endelige tykkelse op på de to uhøvlede sider og høvler ned til stregen. Til sidst høvler jeg de overflader, som kommer til at kunne ses når møblet er samlet, med en pudshøvl.

Når emnerne gjort klar streger jeg taphullerne op og stemmer dem ud med en lochbeitel - Det er en slags ekstra tykt stemmejern, som er særligt velegnet til taphuller. Det er tungt og kan tåle at man bruger det til at vippe nogle ret tykke spåner ud af taphullet med det.


Lochbeitlen - Et kraftigt stemmejern specielt til taphuller. God belysning gør det let at se stregerne som markerer taphullet på træet.

Tapperne streges op når taphullerne er færdige og jeg saver dem ud med en rammesav og tilpasser dem enkeltvis til taphullerne med et bredt stemmejern. Enderne skæres i smig med en båndkniv, så begge tappe kan være i benet - Taphullerne mødes i benets yderste hjørne. Det betyder at tappene kan være lidt længere, hvilket giver en stærkere samling.

Sargen - det stykker som forbinder benene - høvler jeg en lille s-formet profil på. En karnis kalder man den. På bagsiden øverst på sargen høvler jeg en lille not, som skal bruges til at forbinde sædet med benene på taburetten.


Den lille s-formede profil på sargen, hedder en karnis.

Når tappe, taphuller og sarg er færdige limer jeg to sider af taburetten sammen og slår dyvler gennem tapperne. Når limen er tør, limer jeg de sidste fire tappe i og dyvler dem. Ved at lime understellet sammen i to omgange kan nøjes med lidt færre tvinger.

Når det hele er samlet og toppen af "understellet" er rettet af, er det tid til at gå i gang med sædet.

Tappene er skåret i smig og alle taphuller stemt ud. Tid til at lime taburetten sammen.

Sædet forbindes til understellet med federklodser. Det er nogle små klodser, som skrues fast under sædet og griber fat i noten på sargen. Klodserne sidder løst i noten, så sædet kan bevæge sig lidt i takt med at det afgiver og optager fugt fra luften hen over året.

Prøv at kigge under gamle borde - Der ser man ofte den samling.

Federklodserne er er skruet i undersiden af sædet og griber fat i noten på indersiden af sagen.

Til sidst skal taburetten males. Det gør jeg med limfarve, som jeg selv laver - Mere om det en anden gang. Malingen forsegler jeg med shellak og et lag voks. Så taburetten får en glat overflade. Sædet får samme behandling, dog ingen maling.

Taburetten har været eg godt lille projekt. Det er en god introduktion til tapsamlinger og det er hurtigt færdigt. Jeg vil tro at jeg har brugt 10-12 timer på at bygge den - Fordelt på en time eller to hist og her i løbet af ca. tre uger. Sådan er livet som hobby-træmand.

Ny flaske - Gammel vin

Jeg har ikke skrevet her på bloggen siden februar 2012. Meget er sket siden da og jeg har efterhånden fået lyst til at begynde at skrive igen. Derfor har jeg bestemt mig for at puste nyt liv i Haandkraft.

En af de ting som er sket i mit liv i løbet af de sidste fem år, er at mine håndværksinteresser har ændret sig. Hvor jeg før arbejdede mest med læder arbejder jeg i dag med træ.

Jeg begyndte så småt at snitte lidt tilbage i 2010, eller deromkring - Siden har jeg dog bevæget mig langt omkring i træhåndværket og arbejder i dag mest med klassisk snedkerarbejde. Jeg har bevaret min interesse for traditionelle teknikker og håndværktøj. Den "gammeldags måde" kan man måske fristes til at sige. En interesse som har formet dem måde jeg arbejder med træ på.

Høvlbænken - Fundamentet for det meste af mit arbejde i værkstedet. Bygget i 2014.

Mit værksted som tidligere kun var et skrivebord, er i dag et stort lokale fuldt af håndværktøj, høvlbænk, drejebænk og snittebænk. Maskiner ejer jeg ikke - måske kommer jeg heller ikke til det. Altså bortset fra en enkelt skruemaskine og en motorsav ;-)

Jeg har investeret mine kræfter i at lære traditionelle håndværksteknikker og i at lære mine hænder og min krop at gøre det arbejde som i dag oftest udføres af maskiner. Behovet maskinerne er efterhånden blevet mindre i takt med at jeg har lært at arbejde effektivt med håndværktøj.  Selvom det ofte er hårdt arbejde synes jeg også at der er en vis frihed i at arbejde med håndværktøj.



Det har dog været vanskeligt at finde gode beskrivelser af traditionelle håndværksteknikker på dansk. Ikke fordi vi ikke har haft en lang tradition for de ting her i landet. Nok nærmere fordi de der kan udføre den slags arbejde, ikke deler deres erfaringer på nettet - Hvor mange yngre håndværksinteresserede mennesker primært søger efter den slags ting.

Det betyder at hvis man vil bruge internettet som læreplads for traditionelt træhåndværk, så må man finde oplysningerne på engelsk. Det har fungeret fint for mig og jeg har lært meget - nok det meste af det jeg ved i dag - på den måde.

Jeg har dog altid savnet at læse om træhåndværk på dansk. Jeg har savnet et dansk fagsprog om træhåndværk og beskrivelser af de traditionelle  nordiske teknikker, som har været anvendt her i landet.

Skrubhøvlen  - Et klassisk nordisk håndværktøj, som desværre ikke omtales meget på engelske eller amerikanske blogs.

Meningen med at genoptage Haandkraft-bloggen er at udforske det traditionelle dansk-nordiske træhåndværk. Jeg vil have sat danske ord på det arbejde jeg udfører i værkstedet og dele det med jer læsere her på bloggen.

Det vil jeg gøre ved at skrive om mine egne projekter, det værktøj jeg bruger og den måde jeg arbejder på. Jeg kan ikke påstå at alt hvad jeg gør har rødder i en nordisk tradition - Jeg vil dog gerne bevæge mig mere i den retning. Det håber jeg at denne blog og jer læsere, kan hjælpe mig med. Til gengæld vil jeg dele mine metoder med jer. Jeg håber at det kan få andre til at give høvlen, øksen, rammesaven og snittekniven en chance.

Jeg håber at i der læser med vil deltage på bloggen med kommentarer og bemærkninger, så vi alle kan lære lidt af hinanden og måske gøre det traditionelle træhåndværk lidt mere tilgængeligt - også for alle de der ikke har så let ved at læse på engelsk.