Skobænk og knagerække

Lidt før jul besluttede vi at flytte lidt rundt i fores forgang. Det betød at vi skulle bruge en ny knagerække og en ny bænk med opbevaringsplads til kurve med halstørklæder, vanter og huer.

Lyset i vores forgang er ikke det bedste.

Bænken er en rimeligt simpel konstruktion. Det hele er samlet med en kombination af træsamlinger og søm. Bunden er monteret i grater i siderne. Sædet ligger oven på to lister, som er sinket ned i siderne. Bagbeklædningen er fer- og not-brædder med en lille halvstaf høvlet langs med feren. Bagbeklædninger ligger i en fals i siderne, så den ikke kan ses fra ydersiden.

Knagerækken er blot en lang liste med en kvartstaf høvlet for oven og for neden. Knagerne har jeg snittet og monteret med runde tappe. Det kunne ikke være mere simpelt.

Selve bænken er som sådan ikke noget specielt enestående. Der var dog et par ting som jeg eksperimenterede med undervejs i projektet.

Fra oven. Sinker og søm. Forrammen på forsiden giver masser af stabilitet. Det samme gør bagbeklædningen, som kommer til at ligge i falsen på bagsiden.

Bagsiden af kassen. Bunden er limet i en grat i siderne og sømmet gennem siden. Læg mærke til at jeg kun har høvlet enderne af bunden i tykkelse. Der er ingen grund til at bruge kræfter på at høvle hele bunden lige tynd.

Varm benlim
Siderne limede jeg sammen af tre brædder for at få dem bredde nok. Det plejer jeg at være en lidt bøvlet proces, fordi det kan være svært af tvinge brædderne sammen under limningen. Denne gang gjorde jeg dog et forsøg med at bruge varm benlim.

Benlimen gjorde arbejdet meget nemmere. Det skyldes at den varme lim binder meget hurtigere. Kort fortalt smører man rigeligt lim på de kanter, som skal limes sammen. Derefter gnubber man kanterne mod hinanden. Det klemmer overskydende lim ud af samlingen og "suger" kanterne sammen. Samtidig afkøles den varme lim og begynder at binde. Når det sker stiller man de sammenlimede brædder til side (uden tvinger), så de kan tørre.

Limen binder som sagt hurtigt. Samlingen er temmelig stærk allerede få minutter efter at limen er kølet af. Så jeg kunne rette mine sider af cirka en time efter at jeg havde limet dem. Jeg var også glad for ikke at skulle fumle rundt med tvinger, for at holde alting på plads. Alt i alt en mere simpel proces. Det krævede kun nøjagtig afretning af kanterne og så lidt fokuseret, hurtigt arbejde i forbindelse med limningen. Egentlig nemt nok.

Årets bedste loppefund - en gammel engelsk lilpotte med spritlampe. En moderne chokoladesmelter er mere brandsikker i et værksted fuldt af spåner, men jeg kunne ikke lade være med at prøve den af. 

 

Varm benlim er nok ikke så kompliceret, som jeg har troet, men jeg er dog ingen ekspert. Så jeg skal spare dig for alt for meget snak om det emne. Måske kommer det senere, når jeg har prøvet ar arbejde mere med det - for det kommer jeg helt sikkert til.

Fer og not
Fer- og not-brædder er også nyt for mig. Ikke fordi jeg ikke har kendt til dem - Jeg har bare aldrig prøvet at lave dem selv. Denne gang gjorde jeg dog forsøget.

I sommer fandt jeg en gammel ferhøvl på et loppemarked, som var i god stand. Til min stor glæde viste det sig at jernet i den gamle ferhøvl, passede perfekt til jernet i min nothøvl. Så i stedet for at lede videre efter en passende nothøvl, kunne jeg nøjes med at slibe jernet i ferhøvlen og komme i gang.

Selve arbejdet med at høvle samlingen og den lille halvstaf på brædderne er næsten for simpel til at bruge spalteplads på, så det vil jeg undlade.

Ikke det mest flatterende billede af et par stafbrædder, men her kan man se hvad der foregår.

Halvstaffen skaber et lille mellemrum mellem kanterne og gør overgangen mellem brædderne pænere - og efter min mening endnu pænere når træets årer skjules under et par lag maling.

Jeg vil dog gerne benytte lejligheden til at bemærke, at bagbeklædningen ikke er den del af projektet, som jeg har brugt flest kræfter på.

Indersiden af bagbeklædningen kan selvfølgelig være flad, så den ligger tæt ind mod bagsiden af møblet. Derfor er det her du skal bruge dine kræfter. Bagsiden kan du nøjes med at skrubhøvle til en rimeligt ensartet tykkelse, brug ikke kræfterne på at gøre det særligt pænt her. Kanterne skal være lige og nogenlunde i vinkel, men det er ikke mere vigtigt end som så. Der kommer alligevel til at være lidt luft mellem brædderne. Kanten er ikke engang afgørende for at du kan høvle fer og not rigtigt. Det er den pæne inderside, som er vigtig der. Det er ikke engang nødvendigt at kanterne på brædderne er helt parallelle. Hvis de bare er rimeligt tæt på, vil det se helt fint ud i det færdige møbel.

Konklusionen er at bagbeklædning ikke er en kæmpe opgave med håndværktøj. Især hvis du har en god forsyning af tynde og brede brædder.

Pænere behøver det ikke at være. Kun væggen for lov at se denne side af bænken.

Det fulde billede
Du skal selvfølgelig have lov til at se et par billeder af bænken og knagerækken på lidt tættere hold. Dem får du her.

Her er bænken efter det første lag maling på ydersiden. Det viser profilerne lidt tydeligere.

Knagerne - Denne form ses i forskellige variationer i mange gamle klædeskabe.



Knagerækken er ca. ti cm bred. Jeg har høvlet en kvartstaf profil for oven og for neden.

En hylde til kopper

 Vi har en del håndlavede kopper og krus i huset. De har altid stået i et skab - og det er jo egentlig en skam, når de er så fine.

Derfor har jeg lavet en hylde så de kan stå fremme over spisebordet, på et sted hvor vi kan se dem og hvor de er tæt på når vi skal bruge dem.

Hele herligheden

Konstruktionen
Hylden er en rimeligt simpelt møbel. Den består af to sider og en bund. Derimellem er der et par hylder. Imellem bunden og den nederste hylde er der en skillevæg, som deler det nederste rum i to. Her har jeg lave to skuffer.

Halvskjulte eller fordækte sinker. Kært barn har mange navne.

De nederste hjørner er samlet med sinker og hylderne og den nederste holdes på plads af grater og lim. Skufferne er nok den mest komplicerede del af møblet. De er også samlet med sinker. De forreste sinker er halvskjulte og de bagerste hjørner er gennemsinkede. Bunden i skufferne ligger i en not i skuffens forside og sider. Bunden ligger løst, men holdes på plads med et søm i skuffens bagkant. Så er der mulighed for at bunden kan bevæge sig lidt når luftfugtigheden svinger hen over året.

Knopperne, eller grebene på skufferne er monteret med en rund tap, som går gennem forsiden på skuffen og holdes på plads af en lodret trænagle på indersiden. Hullet, som trænaglen er slået igennem er foret lidt for træk. Det vil sige at det er boret så det ligger lidt under overfladen på skuffens inderside. Når trænaglen bankes i trækker den derfor knoppen fast ind mod skuffens forside.



Montering af skuffens knopper. Der er boret for træk og slået en trænagle igennem. Knoppen kommer næppe til at dreje, selvom limen skulle løsne sig.

Jeg har også limet en lille klods fast i bunden af hylden, som sikrer at skufferne kun kan skubbes så langt ind af forsiderne af skufferne flugter med forsiden af hylden.

Standarder
Som jeg tidligere har skrevet bekymrer jeg mig mere om møblets synlige flader, end om de flader man ikke kan se. Det betyder at de "usynlige" steder på møblet er lidt "grovere" udført end resten af møblet.

Jeg vil gerne give jer nogle eksempler på hvad det kan være. Så i for en omgang billeder af møblet fra nogle mindre flatterende vinkler.

Skuffernes bunde. Den ene er høvlet med en skrubhøvl og ikke andet. Skrubhøvlen er god til at fjerne træ hurtigt, derfor har jeg brugt den til at reducere tykkelsen af den ene skuffebund.

Spor fra forarbejdning. Du behøver ikke ligefrem at være stolt af dem - men du skal ikke skamme dig over dem.

Den anden skuffebund er hverken høvlet eller savet i tykkelse. Den er flækket på langs. Mig bekendt findes der ikke en hurtigere metode til at dele træ på langs. Overfladen er meget grov, men hvornår har du senest kigget under bunden af en skuffe ( Ja ja, jeg ved det godt. Svaret er sandsynligvis at du gør det oftere end de fleste, men så forestil dig hvornår et normalt menneske retter sin opmærksomhed mod bunden af en skuffe - sjældent eller aldrig).

Sinkerne er heller ikke høvlet ned på bagsiden af skufferne. De kommer kun for dagens lys når skuffen trækkes helt ud.

Overfladebehandling
Hylden er malet med limfarve, ligesom de fleste af de ting jeg laver. Denne gang har jeg grundet med to lag rød, og malet over det røde med to lag sort. Overfladen er glittet med glat brunt papir og til sidst har det fået et tyndt lag linolie. En simpel, men smuk overflade, som viser træets struktur under malingen.

Indersiden af møblet er ikke malet og har ikke fået olie. Den eneste overfladebehandling på indersiden er lidt paraffin på skuffernes nederste kant. Så glider de lidt nemmere.