Råd om slibning fra 1875

I snart ti år har jeg haft en lille fin bog stående på hylden i mit værksted. Jeg fandt den på et antikvariat i Århus, da jeg boede der. Den handler om noget så opbyggeligt, som hvordan man får ungdommen i gang med at udøve forskellige håndværk.

Bogen hedder "Håndgjerningsbog for ungdommen", er skrevet af N. C. Rom og udgivet i 1875.

Da jeg i sin tid købte bogen var jeg ikke specielt interesseret i snedkerarbejde. Den interesse blomstrede først op senere. For et par dage siden tog jeg dog bogen ned fra hylden og bladrede den igennem. Jeg kunne godt huske at der var nogle afsnit om træarbejde, men blev lidt overrasket over hvor stor en del af bogen, der egentlig handlede om snedkerarbejde.

Bogen er som titlen antyder skrevet til den uerfarne og uøvede ungersvend, som gerne vil prøve kræfter med håndværk. Derfor beskriver den de fleste emner på en måde, som er let at forstå for de fleste. Den foruden foruden snedkerarbejdet også metalarbejde, paparbejde, bogbinding, billedskæring og et par afsnit om hvordan man laver blomster af bla. læder, papir, fjer og fiskeskæl. 

Da det ikke ligefrem vrimler med den slags praktiske anvisninger til hvordan håndværk blev udøvet for ca. 150 år siden, synes jeg, at det kunne være sjovt at dele lidt ud af teksten. Derfor har jeg afskrevet en kapitel, så I kan se hvordan man sleb sit værktøj i slutningen af 1800-tallet.

Rom beskriver både hvilke typer sten, man bør anskaffe sig og forklarer selvfølgelig, hvordan man sliber værktøj og selvfølgelig hvordan man ikke skal gå til den opgave.

Jeg har afskrevet kapitlet om slibning rimeligt ordret. Der er ikke rettet på formuleringerne eller ordene. Jeg har kun udskiftet "aa" med "å". Til gengæld slipper i, kære læsere, for de gotiske bogstaver.

Da der er en del andre interessante kapitler, kan det være at jeg skriver nogle af dem her på bloggen senere. Indtil videre må i dog nødes med slibningens kunst:

 

"Slibning

Ved brug og ved tilfældige uheld bliver ethvert skarpt værktøj efterhånden sløvt, ”taber biddet”. Da det ikke alene er meget kedeligt at arbejde med sløvt værktøj, men det tillige er umuligt at udføre ordentligt arbejde, når ikke det skærende værktøj stadig har et ”fint bid”, så må en hver træarbejde sørge for at have midler til at skærpe dem med og søge at få den fornødne øvelse i at slibe.

Slibningen kan dels den grovere og finere. Den først tjener til at fjerne det overflødige jern og stål, den anden til at give den derved frembragte ru æg finhed og politur.

Til den grovere slibning anvendes altid en sandsten af forskellig form. Snedkeren bruger i reglen kun en såkaldt skuresten, en flad sandsten anbragt i en kasse med en lige flade opad. Man gyder vand på stenen, fatter jernet med begge hænder og skurer det nu mod den ru stenflade frem og tilbage i aflange afrundede strøg, idet man stadig sørger for at jernet urokkeligt holdes i samme hældning, da den afslebne flade ellers bliver afrundet og slibningen slet. For den uøvede går grovslibningen ved skuring imidlertid temmelig langsomt, hvorfor det tilrådes hellere at anvende en rund sten på 12-16 tommers tværsnit, helt af fin, skarp, blå sandsten. Den anbringes på en jernaxel med sving, i et stel, så at man kan skyde et lille vandtrug ind under den, når man sliber (fig 26). Dette må nemlig aldrig ske på den tørre sten, som derved ikke tager rigtigt på stålet og ved gnidningen gør dette så hedt at det ”løber an”, hvorved dette taber sin hærdning i æggen. For den som har sit værktøj i værelset og gerne vil ofre lidt for at have alt så bekvemt og net som muligt, anbefales små slibestene omgivet af vandkasse (?) og dæk foroven af jern og blik, så at stenen ikke kan stænke under slibningen.

Man holder i reglen jernet med begge hænderfast imod den omdrejende sten, så at denne bevæger sig imod æggen, stadig i den samme bestemte skrå stilling til rundingen (fig 27), idet man tillige passer på ikke den ene side af jernet trykkes stærkere mod stenen end den anden. Holder man det nemlig mod stenen med et skævt tryk eller med en ustadig rokkende hældning, bliver den afslebne flade skæv og afrundet, i stedet for at der skal fremkomme en fuldstændig jævn og lige slibeflade. Ganske plan bliver den ikke, da den har en svag hulning, svarende til stenens runding, men denne svage hulslibning er i alle tilfælde en fordel, da den letter den følgende finslibning og den senere hvæsning under arbejdet.

 

Det er af stor vigtighed at man får den rette skråning på den slebne flade. Da denne er noget forskellig til de forskellige skærende redskaberkan der vanskeligt gives bestemte forskrifter i denne retning. Man må helst første gang lade sit værktøj slibe af en duelig, og senere sørge for at bevare den samme skråning på de enkelte jern. Kun kan man som hovedregel opstille sætning at man altid hellere må slibe jernet for højt op, med større skråning, end gøre det fr but med for stejl slibeflade, hvilket er en fejl, som begyndere og sjuskede arbejdere altid er tilbøjelige til, da man derved hurtigt får æg på et sløvt værktøj.

Når man sliber på den runde sten fremkommer hen mod slutningen den så kaldte ”rå æg”, mest når man sliber med æggen med, mindre med æggen mod stenens bevægelse. Når råæggen, det tynde bevægelige stålblad, der fremkommer når slibestenen tager stålet bort lige i æggen, begynder at fremkomme, sliber man lettere og forsigtigt endnu et øjeblik helst med til skråtstillet æg, idet man vogter sig omhyggeligt for ikke at beskadige den ved at give slibefladen en stejlere retning, og fuldender derpå slibningen på en fin hvæssesten. Dette er en lille firkantet aflang flise af en fin skiffersten på et par tommers bredde. Dem må ikke være for hård og meget finkornet, men dog skarp, således at når man stryger stålet hen over den, må an mærke, at det tager ved i en fin ru fornemmelse og ikke føle strøget som en hård glidende glathed. Man har meget gode blå hvæssesten, men gule belgiske er den fortrinligste. Man væder stenens flade med lidt vand, lægger den på et fast underlag og træffer stålets slibeflade hen over den i faste sikre strøg indtil råæggen er bortslebet, ved at man hyppigt vender jernet og sliber på begge sider af æggen.

Stemmejern, høvljern og lignende hvæsser man lettest ved at holde jernet i venstre hånd og hvæssestenen i højre, idet man med en let kredsende bevægelse sikker stilling lader dem glide mod hinanden. Når man ved at holde æggen op for øjet mod lyset ikke længere kan skimte råæggen, og ved forsigtigt at føle hen over æggen med fingeren ligesom kan føle dens bidende skarphed, er slibningen fuldendt. Når æggen under arbejdet sløves lidt, skærper man med hvæssestenen indtil biddet bliver mat, idet æggen bliver mere og mere but, og man sig da en frisk skarphed ved atter på rundstenen at bortslibe et tyndt lag stål på slibefladen.

Skal æggen være overordentlig skarp og fin, må den træffes af efter hvæsningen på en endnu finere sten, vædet med et par dråber olie. Herved modtager slibefladerne en fin politur hvorved æggen, når det er fint stål, efterlader en høj grad af skarphed."

Skobænk og knagerække

Lidt før jul besluttede vi at flytte lidt rundt i fores forgang. Det betød at vi skulle bruge en ny knagerække og en ny bænk med opbevaringsplads til kurve med halstørklæder, vanter og huer.

Lyset i vores forgang er ikke det bedste.

Bænken er en rimeligt simpel konstruktion. Det hele er samlet med en kombination af træsamlinger og søm. Bunden er monteret i grater i siderne. Sædet ligger oven på to lister, som er sinket ned i siderne. Bagbeklædningen er fer- og not-brædder med en lille halvstaf høvlet langs med feren. Bagbeklædninger ligger i en fals i siderne, så den ikke kan ses fra ydersiden.

Knagerækken er blot en lang liste med en kvartstaf høvlet for oven og for neden. Knagerne har jeg snittet og monteret med runde tappe. Det kunne ikke være mere simpelt.

Selve bænken er som sådan ikke noget specielt enestående. Der var dog et par ting som jeg eksperimenterede med undervejs i projektet.

Fra oven. Sinker og søm. Forrammen på forsiden giver masser af stabilitet. Det samme gør bagbeklædningen, som kommer til at ligge i falsen på bagsiden.

Bagsiden af kassen. Bunden er limet i en grat i siderne og sømmet gennem siden. Læg mærke til at jeg kun har høvlet enderne af bunden i tykkelse. Der er ingen grund til at bruge kræfter på at høvle hele bunden lige tynd.

Varm benlim
Siderne limede jeg sammen af tre brædder for at få dem bredde nok. Det plejer jeg at være en lidt bøvlet proces, fordi det kan være svært af tvinge brædderne sammen under limningen. Denne gang gjorde jeg dog et forsøg med at bruge varm benlim.

Benlimen gjorde arbejdet meget nemmere. Det skyldes at den varme lim binder meget hurtigere. Kort fortalt smører man rigeligt lim på de kanter, som skal limes sammen. Derefter gnubber man kanterne mod hinanden. Det klemmer overskydende lim ud af samlingen og "suger" kanterne sammen. Samtidig afkøles den varme lim og begynder at binde. Når det sker stiller man de sammenlimede brædder til side (uden tvinger), så de kan tørre.

Limen binder som sagt hurtigt. Samlingen er temmelig stærk allerede få minutter efter at limen er kølet af. Så jeg kunne rette mine sider af cirka en time efter at jeg havde limet dem. Jeg var også glad for ikke at skulle fumle rundt med tvinger, for at holde alting på plads. Alt i alt en mere simpel proces. Det krævede kun nøjagtig afretning af kanterne og så lidt fokuseret, hurtigt arbejde i forbindelse med limningen. Egentlig nemt nok.

Årets bedste loppefund - en gammel engelsk lilpotte med spritlampe. En moderne chokoladesmelter er mere brandsikker i et værksted fuldt af spåner, men jeg kunne ikke lade være med at prøve den af. 

 

Varm benlim er nok ikke så kompliceret, som jeg har troet, men jeg er dog ingen ekspert. Så jeg skal spare dig for alt for meget snak om det emne. Måske kommer det senere, når jeg har prøvet ar arbejde mere med det - for det kommer jeg helt sikkert til.

Fer og not
Fer- og not-brædder er også nyt for mig. Ikke fordi jeg ikke har kendt til dem - Jeg har bare aldrig prøvet at lave dem selv. Denne gang gjorde jeg dog forsøget.

I sommer fandt jeg en gammel ferhøvl på et loppemarked, som var i god stand. Til min stor glæde viste det sig at jernet i den gamle ferhøvl, passede perfekt til jernet i min nothøvl. Så i stedet for at lede videre efter en passende nothøvl, kunne jeg nøjes med at slibe jernet i ferhøvlen og komme i gang.

Selve arbejdet med at høvle samlingen og den lille halvstaf på brædderne er næsten for simpel til at bruge spalteplads på, så det vil jeg undlade.

Ikke det mest flatterende billede af et par stafbrædder, men her kan man se hvad der foregår.

Halvstaffen skaber et lille mellemrum mellem kanterne og gør overgangen mellem brædderne pænere - og efter min mening endnu pænere når træets årer skjules under et par lag maling.

Jeg vil dog gerne benytte lejligheden til at bemærke, at bagbeklædningen ikke er den del af projektet, som jeg har brugt flest kræfter på.

Indersiden af bagbeklædningen kan selvfølgelig være flad, så den ligger tæt ind mod bagsiden af møblet. Derfor er det her du skal bruge dine kræfter. Bagsiden kan du nøjes med at skrubhøvle til en rimeligt ensartet tykkelse, brug ikke kræfterne på at gøre det særligt pænt her. Kanterne skal være lige og nogenlunde i vinkel, men det er ikke mere vigtigt end som så. Der kommer alligevel til at være lidt luft mellem brædderne. Kanten er ikke engang afgørende for at du kan høvle fer og not rigtigt. Det er den pæne inderside, som er vigtig der. Det er ikke engang nødvendigt at kanterne på brædderne er helt parallelle. Hvis de bare er rimeligt tæt på, vil det se helt fint ud i det færdige møbel.

Konklusionen er at bagbeklædning ikke er en kæmpe opgave med håndværktøj. Især hvis du har en god forsyning af tynde og brede brædder.

Pænere behøver det ikke at være. Kun væggen for lov at se denne side af bænken.

Det fulde billede
Du skal selvfølgelig have lov til at se et par billeder af bænken og knagerækken på lidt tættere hold. Dem får du her.

Her er bænken efter det første lag maling på ydersiden. Det viser profilerne lidt tydeligere.

Knagerne - Denne form ses i forskellige variationer i mange gamle klædeskabe.



Knagerækken er ca. ti cm bred. Jeg har høvlet en kvartstaf profil for oven og for neden.